Næstved får nej til ladestandere i aktieselskab
NÆSTVED: Det er ikke tilladt for en kommune at etablere og drive ladestandere til sine egne biler via et aktieselskab, som er 100 procent ejet af kommunen.
Det fremgår af en udtalelse fra Ankestyrelse, som har svaret på en henvendelse fra KL på vegne af Næstved Kommune.
Kommunen har ønsket omkring 300 ladestandere til brug for kommunens egne biler. Ønsket var, at kommunen kunne indgå en aftale med forsyningsselskabet NK-Forsyning A/S om etablering og drift. Til gengæld ville kommunen sørge for en tilgængelig eltilslutning med tilstrækkelig kapacitet de steder, hvor ladeboksene ønskedes installeret.
NK-Forsynings aktier er 100 pct. ejet af kommunen, og selskabet varetager alene kommunal forsyningsvirksomhed.
Viden og vagtordning
Kommunen og NK-Forsyning mente, at ladestandere i høj grad ligner de øvrige opgaver, som selskabet allerede varetager, og anførte, at selskabet i forvejen har egne ladestandere, viden om og erfaring med dem samt indkøbsaftaler med leverandører.
Desuden ville en fordel med modellen være, at en vagtordning for gadelys og trafiksignaler også ville kunne anvendes til ladestanderne. Der ville være betydelige synergieffekter ved at lade selskabet varetage opgaven, og det blev understreget, at der kun var tale om standere til kommunens egne biler.
KL mente ikke, at spørgsmålet er reguleret af lovgivningen, og spurgte derfor Ankestyrelsen.
Og herfra er svaret nej: Det vil ganske vist være tilladt ifølge kommunalfuldmagtsreglerne selv at stå for ladestandere til kommunens egne elbiler. Men der er ikke tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at fravige hovedreglen om, at en kommune ikke kan have bestemmende indflydelse i et privatretligt selskab, som et aktieselskab er.
Derfor blev det et nej til at lade NK-Forsyning opstille ladestanderne, så længe kommunen har rådigheden over selskabet.
Hele udtalelsen kan findes her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.